Cykling i Danmark
Danmark er et dejligt land at cykle i. For det første kan du følge skønne cykelruter, der fører dig forbi unik natur og enestående seværdigheder, for det andet er afstandene korte, så du kan få en masse godt indhold på din rute, uden at blive stresset, for det tredje er der ikke mange bakker i Danmark. Der er en grund til, at professionelle cykelryttere bor i udlandet. Danmark er simpelt hen ikke udfordrende nok. Men for os almindelig mennesker er det kun en fordel.
En god økonomisk ferie i vores dejlige land, Danmark, kan derfor meget vel være at tage cyklen mellem benene, teltet på ryggen og børnene under armen. Bare drage ud i det blå: besøge forlystelsesparker, campingpladser, kroer, restauranter, museer og opleve en masse natur. En fiskestang kan også sagtens være på cyklen, og golfkøller kan lejes i de fleste golfklubber. Ellers kan man altid fornøje sig med at sidde og lave snobrød foran bålet, gå på jagt efter spiselige svampe, kigge på fugle eller bare være sammen med familien og nyde det store i det små. Lave mad, der tager lidt længere tid, fordi det skal tilberedes over primus, fange din egen mad, læse højt for hinanden, i stedet for at se tv, og tale sammen. En tur i det fri kan være noget af det mest afstressende, og en tur i det fri er fantastisk når man cykler, fordi I kan flytte jer og kombinere samvær og naturoplevelser med nye steder, nye udfordringer og nye seværdigheder.
Category: Cykler